Saltsyltede citroner er fantastiske. De tilfører et smagsbombardement til enhver ret og leder tankerne direkte til Marokko. Med ganske få ingredienser og med megen lidt arbejde, kan du selv lave denne skønne specialitet, og selvom det kun tager et kvarter at lave, så kræver den en måneds tid før den er til at spise. Så det er bare om at komme i gang med det samme.
I og omkring middelhavet kan du nemt købe saltsyltede citroner på glas i ethvert supermarked, men i Danmark er de lidt sværere at finde. Du skal i hvert fald lede grundigt efter dem.
De smager fortrinligt, men som med alt andet der har et hint af eksotisk herkomst, så koster de uhørt meget.
Sådan laver du saltsyltede citroner i marrokansk stil
Derfor bør du lave dem selv, hvis du kan komme i nærheden af nogle gode, modne økologiske citroner.
Her får du min hurtige og nemme version, der kun kræver et kvarters arbejde. Om de smager fuldstændig som ”the real deal”? Nej, måske ikke, for det er umuligt at opdrive de små og modne citroner, som bruges i Marrokko, men du får til gængæld en aromatisk, salt og syrlig citron, der kan indgå i et hav af retter.

Smagen emmer af Marokko. Disse saltsyltede citroner giver de fleste salater og gryderetter et orientalsk pift.
- 5-6 stk citroner
- 1 håndfuld salt
- 10 stk peberkorn
- 1 stang kanel
-
Vask citronerne godt.
-
Skær et snit på langs og næsten igennem. Stop når der er en halv til en centimeter endnu.
-
Åbencitronen og fyld den godt med salt.
-
Læg den i et sylteglas.
-
Gentag med de øvrige citroner. De skal trykkes godt ned i sylteglasset, så saften render fra.
-
Tilføj krydderier i form af peberkorn og kanel.
-
Hvis ikke de er helt dækket med citronsaften, så hæld kogende vand på til det dækker.
-
Luk låget på og sæt dem på køl.
Hvorfor salt?
Salten er med til at fjerne den bitterhed der findes i det hvide, lige under skrællen. På den måde kan hele citronen spises. Samtidig fremhæver salt jo som bekendt smagen og balancerer det syrlige på en fin måde.
Sådan bruger du salte citroner
Anvendelsen af citronerne er mange og du kan bruge dem hvor der er behov for en god kombination af salt, syrligt og citrus.
Det lyder som om det kan bruges til alt, tænker du nok, og ja faktisk.
Brug dem som en form for pickles til grillede bøf eller i en helt fantastisk tabouleh.
Vær dog varsom med brugen af de saltsyltede citroner, for de smager kraftigt. Tag en enkelt citron op og skær det fra du skal bruge. Resten lægges tilbage i glasset. Hak citronen fint og bland det i din ret.
Ingen grund til at stoppe ved citroner
Citroner er en citrusfrugt og selvfølgelig kan andre citrusfrugter også bruges, efter samme fremgangsmåde.
Lime er rigtig lækre også, ligesom klementiner kan bruges. De skal dog være til den syrlige side, for det søde og salte går ikke helt lige så godt i spænd.
Og hvorfor stoppe ved peber og kanel, kan man også sige. Giv din egen vinkel på de saltsyltede citroner med eksempelvis laurbær, rosmarin eller lavendel, hvis der skal ekstra smæk på de aromatiske dufte.
Prøv dig frem og giv gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nederst på siden.
Hej Rasmus. Hvor længe skal de stå inden de kan tages i brug?
Afhængig af skallens tykkelse vil jeg sige en måneds tid +/-
Hej
Når du bruger dem, er det så med skral og det hele, eller kun selve frugtkødet?
Det er inkl. skræl, men med forbehold. Det skal være citroner der har en tynd skræl, ellers blir resultatet ikke så delikat.
Kan man skære citronen i mindre stykker i stedet for at lægge dem hele ned i glasset? Det forekommer mig mere praktisk at tage en båd op i stedet for en hel, saltet citron.
Ja, det kan du godt. Både er en fin løsning. Især hvis citronerne er store.
Du kan købe arabiske sød-citroner i de fleste arabiske supermarkeder i kbh i sasongen feb til april de er nærmest kulerunde og søde prøv dem . mvh steffen
Det lyder lækkert – Tak for tippet.